Skabelsen af velfærdsstaten (1947-1968)

Nomineret af Zoheeb Radjib

Danmarkshistoriens formentligt mest omfattende arbejde er omdannelse af Danmark fra at være et forholdsvis indadskuende, landbrugsbaseret samfund til at blive det, vi siden har lært at kalde et moderne velfærdssamfund. Dette skete ikke ved et tilfælde men ved en række strategiske beslutninger, der var særdeles velbelyste og planlagte, og som blev gennemført efter planer og koncepter. Det var naturligvis både inspireret af udlandet og muliggjort af f.eks. Marshall-hjælpen, men det var grundlæggende en ledelsesbeslutning.

Kernen i bedriften var, at de ledende politikere og embedsmænd (Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Erik Ib Schmidt, Jens Kristensen) i denne periode var ekstremt forandringsvillige og forandringsberedte. Jeg kan ikke komme i tanke om noget andet tidspunkt i danmarkshistorien, hvor politikerne siger til befolkningen. ”Nu skal vi grundlæggende lave samfundet om – nu skal vi gøre det anderledes. Nu skal vi bruge nogle andre styringsinstrumenter, nogle andre institutioner, nogle andre politikker. Og det vil skabe et samfund, der er helt anderledes. Og det vil vi!”

Det er altså opbygningen af hele det økonomiske styringsapparat, hvor tanken er, at man skaber økonomisk vækst gennem en central og sofistikeret politisk planlægningsproces. 

I starten var det kun en idé men op gennem 1950’erne bliver det muligt at træffe de beslutninger, der i 1960’erne fører til den dramatiske velfærdsudvikling, den dramatiske økonomiske udvikling, der på godt og ondt har været kendetegnende for det danske samfund siden da.

Det er altså sidste gang at vi har haft politikere, der har gennemført en så grundlæggende samfundsforandring. Det var politikere, der var forandringsbevidste og som var i stand til at gennemføre det, der skulle til – fordi det var noget, de troede på!