Paradigmeskiftet fra åndssvageforsorg til udviklingen af socialområdet

Nomineret af Personalestyrelsen, Danske Regioner og KL

Reformatoren var N. E. Bank-Mikkelsen, der var forsorgschef og reformvenlig. I de fleste amter tog man med massiv (tvær)politisk opbakning konsekvensen og støttede helhjertet det paradigmeskifte som var i gang, fra at betragte åndssvaghed som en sygdom til at være et handicap.

 
Skal man have en person til at personificere skiftet kan man pege på Alfred Dam, som var socialchef i Storstrøms Amt fra 1976 til ca. 1995. Han gik meget langt og eksporterede også den danske forsorgsmodel til Rumænien, hvor de levede under fængselslignende anstaltsforhold.

 

Links for mere information:
http://www.gravsted.dk/person.php?navn=nebank-mikkelsen
http://www.fagboginfo.dk/knultre/knultrej.htm
http://82.143.209.25/bnpraesto/historie/Alfred_Dam_April_1984.pdf
http://www.europeanhouse.org/indhold/pdf/Husinformation-8-1996.pdf

Politiindsatsen ved EU-topmødet i København i 1992

Nomineret af Jacob Westh Andersen

Alle andre internationale topmøder endte i kaos, dette gjorde ikke.

Roskilde festivalen

Nomineret af Jacob Westh Andersen

Et overlevende fælleskulturfænomen på trods af en stadig større kulturel differentiering og individualisme.

Ombudsmandsinstitutionen (1955-)

Nomineret af Persoanlestyrelsen, Danske Regioner og KL

Ombudsmandsinstitutionen i Danmark blev den tredje af sin art i verden. Ombudsmanden – der jo rettelig er Folketingets – fik hurtigt tilnavnet den lille mands advokat.

 

Gennem sit virke har Ombudsmanden været en garant for bedre behandling af borgerne, f.eks. via tiltaget om bedre kommunikation til borgerne (’skriv dansk’).

 

Blandt Ombudsmandens sejre findes bedre muligheder for aktindsigt og derigennem en ’åbning’ af den offentlige sektor

 

Begrundelse:
Ombudsmanden bidrager til at sagsbehandlingen i den offentlige forvaltning forløber fair og efter god skik. Ombudsmandsinstitutionen har beviseligt sat konkrete fingeraftryk på den måde, den offentlige sektor fungerer på. Det er en ledelsesbedrift.

Decentralisering (1970'erne og 1980'erne)

Nomineret af Personalestyrelsen, Danske Regioner og KL

I 1970’erne og 1980’erne skete der en stor forskydning af magt fra centralt niveau til decentralt niveau i Danmark.

 

Blandt de væsentlige reformer i perioden, der hjalp denne forskydning på vej, var:

• Den første kommunalreform
• Sammenlægningen af sogne
• Slankningen af departementerne og oprettelsen af styrelser (betænkning 629 om centraladministrationens organisation fra 1971)

 

Kernen i og forudsætningen for decentralisering er accept af forskellighed. Kan man ikke acceptere det – eller i det mindste klart angive, hvor det accepteres og i hvilket omfang, er der i realiteten ikke grobund for decentralisering. Det var ønsket og blev fremmet i mindst de første 25 år efter kommunalreformen i 1970.

Begundelse:

Den måske mest succesfulde danske styringsmekanisme er den decentralisering, der fandt sted i 70’erne og 80’erne. Ud fra en tankegang om, at overordnede mål mest succesfyldt udmøntes lokalt sås en i perioden først en forskydning fra stat til amter/kommuner og siden en forskydning fra centraladministration til institutioner.

 

Resultatet har været en yderst fleksibel model, der stadig har trukket alle enhederne i samme retning. Der er tale om en gennemgående tendens i flere beslutninger igennem en årrække. Derfor kvalificerer decentraliseringen sig som en ledelsesbedrift.

Etablering af forudsætningerne for 60’ernes vækst (1945-1960)

Nomineret af Personalestyrelsen, Danske Regioner og KL

Fra 1960-90 voksede danske arbejdsstyrke medknap 1 million, heraf var ca. 850.000 kvinder. Tallene markerer, hvor massivt kvindernes indtog på arbejdsmarkedet har været.

 

Forudsætningerne for dette indtog var, at staten om kommunerne måtte overtage opgaver, som hidtidig havde været den hjemmegående husmors ansvar. Pasning af børn, syge og gamle blev en offentlig opgave.

Skabelsen af arbejdsmarkedsuddannelser, indførelsen af mellemlange ingeniøruddannelser og oprettelsen af et offentligt omsorgsvæsen er alle centrale udviklinger, der var med til at skabe velstandsboomet i 1960’erne. Udviklingerne er hver især veltilrettelagte og gennemført ud fra et større billede om, hvad der skulle til for at skabe en velfærdsstat.

Den danske flexicurity-model

Nomineret af Personalestyrelsen, Danske Regioner og KL

“Flexicurity” er et udtryk, der bruges til at beskrive det særlige danske mix af fleksibilitet (flexibility) på arbejdsmarkedet kombineret med social sikkerhed (security) og en aktiv arbejdsmarkedspolitik med rettigheder og pligter for de ledige. Denne ”gyldne trekant” af fleksibilitet, sikkerhed og aktiv arbejdsmarkedspolitik har fungeret som en slags uskreven kontrakt mellem skiftende regeringer og arbejdsmarkedets parter.

 

Fleksibiliteten består i lempelige regler for at ansætte og afskedige medarbejdere. Arbejdsgiverne i Danmark har således haft nemt ved at afskedige folk, når økonomien har været for nedadgående, og omvendt let ved at ansætte folk, når det har gået godt. Sikkerheden har bestået i, at lønmodtagerne har været sikret dagpenge eller kontanthjælp, hvis de har mistet deres job. Desuden har sikkerheden bestået i den aktive arbejdsmarkedspolitik, som har sikret, at alle har fået et tilbud om enten job eller uddannelse.

 

Flexicurity-modellen udmærker sig som en ledelsesbedrift, fordi den har sikret Danmark næsten kontant øget velstand gennem en enorm tilpasningsevne til nye forhold. En del af baggrund for denne suces er, at modellen er blevet bibeholdt af skiftende regeringer – uanset partifarve.

Guldfireren (1993-2004)

Nomineret af Morten

Guldfireren var dansk ronings absolut mest succesfulde båd gennem tiderne. Letvægtsfireren vandt i perioden 1994-2004 to OL-guld, en OL-bronze, seks VM-guld samt to VM-sølv.

 

Begrebet "guldfireren" blev skabt i efteråret 1993. En koalition bestående af Niels Laulund Henriksen (Lyngby Roklub), Thomas Poulsen (Danske Studenters Roklub), Eskild Ebbesen (Odense Roklub) samt Victor Feddersen (Bagsværd Roklub), blev efter et hårdt udskillelsesløb udtaget til at repræsentere Danmark i den nyligt oprettede OL-disciplin "Letvægtsfireren". De fire roere satte sig ned og definerede en stærk målsætning samt et kodex for hvordan man skulle opføre sig på holdet. De roede sammen i tre år, hvilket kulminerende med en OL-guldmedalje i Atlanta i 1996.

 

Efter OL i Atlanta besluttede Niels Laulund af aldersmæssige årsager at forlade båden, hvorefter Thomas Ebert, Danske Studenters Roklub, blev udvalgt. Den første periode blev Ebert behandlet temmelig hårdt og det var først ved sammenbruddets rand, at han valgte at sætte sig imod Thomas Poulsen, der igennem sin karriere blev kendt for at være temmelig tyranisk. Med afklarede linjer imellem roerne vandt båden tre VM-guld i træk de tre følgende år. Op til OL i Sydney i 2000 fik Thomas Poulsen en slidskade i sin ene hånd, og båden måtte udskifte ham med Søren Madsen, Middelfart Roklub, kun ca. tre måneder inden OL. Båden blev alligevel nummer tre. Denne "sejr" er af Peter Kragelund (Team Danmarks chef indtil 2004) blevet betegnet som måske den største i "guldfirerens" historie. Blandt andet fordi Søren Madsen ikke just var den perfekte erstatning for Thomas. De kæmpede derfor med ryggen mod muren i alle tre måneder og gik gennem den olympiske regatta fra at blive nr. sidst i indledende til at "sejre" i finalen.

Med trediepladsen i hus valgte Victor Feddersen at forlade båden og Thor Kristensen, Hadsund Roklub, blev indsat istedet. Det var en kontroversiel beslutning fra bådens træner, idet et helt hold af stærke letvægtsreserver fra den nyligt oprettede "letvægtsotter" blev forbigået. Men beslutningen var taget og I 2001 vandt Guldfireren sølv ved VM og blev i en kort periode benævnt "sølvfireren". I sommeren 2002 blev Søren Madsen skadet, og Stephan Mølvig, Bagsværd Roklub, blev med en lille uge til Worldcuppen i Munchen sidst i juli sat på båden som erstatning. Tilsyneladende en god erstatning, idet båden både vandt den samlede Worldcup og VM-guld både dette år og året efter. Desværre for holdet opstod der samarbejdsproblemer mellem Mølvig og Ebert. Dette resulterede i at Bo Svendsen, Eberts mangeårige ven, kom på båden for en kort periode. Desværre for Bo manglede han det sidste i at kunne tilføre båden fart og Mølvig, havde været meget syg kun 5 måneder op til OL, fik sin plads tilbage. Ebert indså at hans personlige holdninger var anti-elitære og at hvis han ville vinde, måtte det blive med den bedste mand og ikke.. den bedste ven.

 

Samlet set var 2004 måske firerens værste sæson overhovedet: personlige problemer, udbrændthed hos træneren, svingende resultater og et enormt pres og negativ holdning fra de andre roere i rocentret var ved at få holdet til at gå i opløsning. Men man skal ikke glemme at disse mennesker var nogen af verdens mest professionelle atleter. De havde ofret alt igennem en længere årrække og i de sidste måneder op mod OL 2004 fokuserede mandskabet så intensivt og inderligt på at skabe fart og glæde i båden, at da guldfireren omsider gled først over målstregen i finalen, så jublede en hel nation over deres helte. OL guldet var generobret og begrebet "guldfireren" cementeret i den danske nationalbevisthed.

 

Samlet set er guldfireren en inspiration for ledere, der hylder ukuelighed, kompromiløshed, samarbejde ogstålsathed i deres ledelsespraksis.

Det danske formandsskab for EU (2002)

Nomineret af Morten

 "Mine damer og herrer, vi har en aftale .... igen" Sådan husker vi en tilfreds Anders Fogh Rasmussen efter de meget intense og dramatiske forhandlinger under EU-topmødet i København, december 2002. Resultatet: Den største og mest komplekse udvidelse af EU, som vi nogensinde kommer til at se.

 

Ordene var kulminationen på et yderst veltilrettelagt, velkoordineret og veludført formandskab fra dansk side. Både på frontlinjen og bag kulisserne leverede de danske politikere og embedsmænd et arbejde til UG.

Grevinde Danner-indsamlingen (1979-1980)

Nomineret af Ditte Christensen

På H.C. Andersens Boulevard i København tæt ved Skt. Jørgens Sø ligger et stort skrummel af et hus. Det havde Grevinde Danner ladet bygge som et hus, hvor «Fattige Fruentimmere af Arbejderklassen» kunne få frit husly, som der stod i fundatsen. Ved slutningen af 1970'erne boede der kun fire ældre kvinder i de i alt 52 små lejligheder. Dansk Kvindesamfund (DK) fik et tilbud om at købe bygningen for 3,5 mio. kr. DK kontaktede en række andre kvindeorganisationer, herunder rødstrømperne og rødstrømpegruppen Joan-søstrene, som siden 1976 havde haft en rådgivning for voldsramte kvinder. Ideen om et krisecenter kombineret med kvindehus blev født, men kvindeorganisationerne var dengang som altid fattige og havde ingen mulighed for at lægge 3,5 mio. kr. på bordet.

 

Huset, der i mellemtiden var blevet fredet, blev derfor solgt til entreprenørfirmaet Jespersen og Søn A/S for 2 mio. kr. på et betinget skøde. Nu manglede Justitsministeriets accept. Staten var inde i billedet, fordi justitsministeriet var tilsynsførende for sådanne stiftelser. Meddelelsen om det forestående salg var for meget.

 

Reaktionen var, at huset blev besat den 2. november 1979. Kun kvinder havde adgang til det besatte hus. En lang række kvindegrupper stod bag besættelsen - også grupper, der aldrig tidligere ville have drømt om at deltage i eller bare støtte en sådan aktion. Politiet blev ikke bedt om at rydde bygningen, og besættelsen kom til at vare to måneder. Den fik en meget stor omtale i pressen, og som altid fulgte i kølvandet på en sådan besættelse stor mobilisering og aktivitet: vagter, reparationer og indretning, møder, demonstrationer - og fester. Der kom støtteerklæringer fra talrige organisationer, fagforeninger og privatpersoner.

 

Ideen om at dette hus retteligt tilhørte kvinderne og ikke en tilfældig entreprenør, der ville rive det ned for at opføre et nyt kontorhus, vandt genklang. Der blev dannet en «Kvindecenterforening» fordi forhandlingspartnerne - bl.a. Danner Stiftelsens bestyrelse - krævede en organisation med en fast forhandlingsgruppe, selv om dette ikke var i kvindeoprørets stil. Huset blev drevet efter den nye kvindebevægelses principper med fællesmøder, talrige grupper samt introduktionsmøder for nye. Nye alliancer blev dannet, og nye grupper af kvinder mobiliseret. Dette var den bredeste kvindeaktion i Danmark i mange år.

 

Projektet blev støttet af kulturminister Niels Matthiasen og af arbejdsminister Svend Auken, der ligesom Undervisningsministeriet allerede tidligt i forløbet gav tilsagn om støtte til ombygningsarbejdet. Men det var ikke alle socialdemokrater, der sluttede op om projektet.

 

Overborgmester Egon Weidekamp og socialborgmester Pelle Jarmer fra Københavns kommune var yderst modvillige, og det var formentlig dem, der havde hjulpet Jespersen og Søns ansøgninger exceptionelt hurtigt gennem den kommunale administration. Københavns byplanborgmester derimod, VS'eren Villo Sigurdsson, støttede. Han foretrak et kvindehus frem for endnu en administrationsbygning.

 

Imidlertid var der ingen vej uden om et køb, og derfor startede en landsindsamling. Raslebøsser med det efterhånden kendte Grevinde Dannermærke sås overalt. Det blev en landsomfattende støttekampagne med støttefester, loppemarkeder til støtte for «Grevinden», støttekoncerter, en plade med titlen «Danner Rock» og meget, meget mere. Endvidere ansøgte man private og offentlige fonde, og bl.a. Faxe Bryggerierne støttede, Uno-X gav 1/2 million kr., og Handelsbanken stillede bankgaranti. Flere københavnske kommuner gav 10-50.000 kr. hver. Ekstra Bladet kørte en giv-en-tier kampagne for Dannerhuset, og man fik også indsamlingens gironummer på tv-skærmen.

 

En politisk bred gruppe af kvinder stod som anbefalere og garanter for pengeindsamlingen: Grethe Fenger Møller (Det konservative Folkeparti), Birgitte Oxdam (Venstre), Hanne Helveg Petersen (Det Radikale Venstre), Helga Soltau (Retsforbundet), Helle Virkner (Socialdemokratiet), Ebba Strange (SF), Toni Liversage (VS), og Hanne Reintoft (DKP).

 

Det var et kapløb med tiden, for entreprenørfirmaet havde sat den 1. april 1980 som dead-line og i øvrigt sat prisen til 2,8 mio. kr. Men det lykkedes! Pengene blev indsamlet og betalt.

 

Det specielle var, at indsamlingen foregik over hele landet, selv om mange byer selv var i gang med planer om krisecentre. Det skyldtes, at Danner Stiftelsen var blevet et fælles symbol, nemlig et symbol på, hvad kvinderne kan klare, når de står sammen. «Alene kan du intet forandre», stod der på ét af bannerne ved besættelsen.

 

Alt i alt må Grevinde Danner-indsamlingen betegnes som en af de bredeste kvindeaktioner i Danmark på niveau med abort- og ligelønskampagnerne i starten af 1970'erne og valgretskampagnen i begyndelsen af århundredet.