
TV-Glad
Nomineret af Anne Skovgaard
TV-Glad er verdens første tv-station for og med udviklingshæmmede - med stor entusiasme er det lykkedes en flok ildsjæle at skabe en virksomhed og samtidig gribe fat i og bearbejde et tabubelagt emne som udviklingshæmmedes plads på arbejdsmarkedet. En ledelsesbedrift at skabe den win-win-situation og en gedigen omgang social innovation.
TV GLAD er samtidig et vidunderligt eksempel på viljen hos en ledelse til at finde netop de opgaver til deres medarbejdere, der på fornemste vis tager udgangspunkt i det enkelte menneskes resourcer og dermed giver hver medarbejder mod på at yde sit bedste, overskride sine egne grænser og overraske sine omgivelser - et genialt projekt!
Nomineringen er ikke begrundet i at TV-GLAD drives af udviklingshæmmede. Stationen drives af mennesker med mod og lyst til at komme med ideer, samt forståelse og respekt af den menneskelige forskellighed som vi alle indeholder. Lyst og motivation samt en stor portion af humor præger stationen. Tillige kommer der et kvalitetsprodukt ud i stuerne. Fremsynethed ved at gå udenlands tæller også med. Udviklingspotientalet er i top.


















