Etablering af Coloplast (1954-1957) - Ledelseskanon.dk
Lille tekststørrelse Medium tekststørrelse Stor tekststørrelse

Etablering af Coloplast (1954-1957)

(24 stemmer)

Etableringen af Coloplast er historien om, hvor langt to iværksættere kan nå på kort tid med det rette koncept på det rette tidspunkt.

 

Elise Sørensen var i 1954 vidne til, at hendes søster som følge af en nylig stomioperation oplevede en bemærkelsesværdig social afvisning. Dengang tilbød hjælpemidlerne ikke tilstrækkelig beskyttelse mod lugt og lækager. Berørt af sin søsters vanskelige situation gik Elise Sørensen igang med at udvikle et hjælpemiddel, der kunne overvinde ulemperne ved de eksisterende hjælpemidler. Det lykkedes! Hendes idé var på samme tid både enkel og genial: Det var en engangspose udstyret med et klæbestof, som kunne sættes fast direkte på kroppen - det var ikke nødvendigt med besværlige forbindinger.

 

Da Elise Sørensens idé var blevet afvist af producenter af handicap-produkter, henvendte Elise Sørensen sig til Dansk Plastik Emballage - et lille, men succesfuldt firma ejet af Aage Louis-Hansen. Egentlig havde Aage Louis-Hansen ingen planer om at fremstille produkter til medico-industrien, så han var naturligvis skeptisk i starten. Heldigvis for en verden af stomiopererede gik hans kone Johanne Louis-Hansen i forbøn. Eftersom hun selv var sygeplejeuddannet, forstod hun fuldstændig potentialet. De nye poser kunne afhjælpe en meget stor del menneskeligt stress.

 

De første 1000 poser blev omgående sendt ud til Elise Sørensens hospitalskontakter rundt om i landet og produktet fik reklame i et førende fagskrift. Ihærdigheden bar hurtigt frugt, da Dansk Plastik Emballage modtog et hav af ordrer på det nye produkt. Det var, som de sagde, en idé, hvis tid var kommet.

 

Coloplast blev grundlagt i 1957. Men på det tidspunkt havde firmaets produkter allerede et ry langt uden for Danmarks grænser. Kun to år efter firmaets start blev mere end to tredjedele af dets produktion eksporteret. I dag ser man Coloplast-navnet på en lang række af stomihjælpemidler, på kontinensprodukter, sår- og hudplejeprodukter samt inden for brystproteser. Med datterselskaber og forhandlere over hele verden er Coloplast en førende leverandør til hospitaler og primærsektoren.

 

Coloplast var en typisk virksomhed i denne periode; man producerede et specialprodukt og havde specialkompetencer, og salgsarbejdet rettede sig mod særlige segmenter, som man havde en særlig relation til.

Mandag Morgen   Valkendorfsgade 13    Postbox 1127   1009 København K   Tlf. +45 3393 9323   Fax +45 3314 1394