Lille tekststørrelse Medium tekststørrelse Stor tekststørrelse

Sammenlægningen af de fem kommuner og amtet på Bornholm i perioden maj 2001 – 1. januar 2003

Nomineret af Personalestyrelsen, KL og Danske Regioner

Første kommunesammenlægning i Danmark siden 1970.

  • Etablering af den ny stor-kommune
  • Skabte det erfaringsgrundlag som den praktiske gennemførelse af kommunalreformen i 2007 stod på (jf. nedenfor)
  • KmD’s pilotprojekt for den succesfulde konvertering af de offentlige data til det nye kommunestyre i 2007
  • Stor opmærksomhed og velvilje i forhold til at sprede værdien af den viden, som blev opsamlet under sammenlægning og gennemførelsen


Hvem var involveret?
Direktionen og de ledende medarbejdere i de kommunale forvaltninger på Bornholm.
Niels Rasmussen, Kommunaldirektør i Nexø Kommune/Bornholms Regionskommunes første kommunaldirektør (2003 – 2006)

 

Sammenlægningen af de fem kommuner og amtet på Bornholm blev gennemført uden et erfaringsgrundlag fra sammenlægninger af kommuner i nyere tid. Ledelsen på Bornholm havde ansvaret for at tilrettelægge en fusion af seks offentlige myndigheder med i alt 4600 medarbejdere. Opgaven bestod blandt andet i at grundlægge og implementere:

  • Ny organisation,
  • Ny styringsmodel
  • Ny fælles kultur
  • Ny personalepolitik
  • Nyt budget og serviceniveau
  • Nyt budget
  • Nyt IT-system
  • Tilrettelægge flytning
  • Sammenkøre de kommunale og amtslige opgaver mv.

 

Erfaringerne fra sammenlægningen på Bornholm skabte grundlaget for gennemførelsen af kommunalreformen i 2007. Det gælder dels det lovgrundlag, som kom til at ligge til grund for sammenlægningerne af kommunerne og amterne, dels de praktiske sammenlægningsprocesser, som i perioden 2004 – 2007 forvandlede danmarkskortet fra 271 kommuner og 14 amter til 98 kommuner og 5 regioner. Kommunalreformens succesfulde gennemførelse 1. januar 2007 blev på den måde i mange henseender båret på skuldrene af den ledelsesmæssige bedrift – gode som dårlige erfaringer - som de ledende embedsmænd på Bornholm gennemførte.     

 

Bedriften lever op til følgende kriterier fra "Kodeks for god offentlig topledelse":

  • Du påtager dig ansvaret for, at de politiske mål efterleves i hele organisationen
  • Du skaber en organisation, der er lydhør og kan påvirke omverdenen
  • Du skaber en organisation, der handler som en del af en sammenhængende offentlig sektor
  • Du kræver, at organisationen har fokus på resultater og effekter
  • Du har udsyn og arbejder strategisk med udviklingen af din organisations opgaveløsning
  • Du bruger din ret og pligt til at lede organisationen
  • Du værner om den offentlige sektors legitimitet og de demokratiske værdier

(36 stemmer)

   

Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling (SCKK)

Nomineret af Personalestyrelsen

Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling (SCKK) er oprettet af overenskomstparterne på det statslige område i 1999 som parternes fælles videncenter for arbejdet med kompetence- og kvalitetsudvikling.

 

SCKKs væsentligste opgaver er at rådgive og vejlede statens institutioner:

  • om strategisk og systematisk kompetenceudvikling
  • om kvalitetsudvikling både som løftestang for arbejdet med kompetenceudvikling og som selvstændigt initiativ

 

SCKKs profil er bl.a.:

  • at udøve opsøgende rådgivning om kompetence- og kvalitetsudvikling, som når bredt ud blandt statens arbejdspladser
  • at lancere store og tværgående initiativer i overordnede programmer, som arbejdspladserne byder ind på og selv er med til at løfte 
  • at tænke i alternative modeller ved udvikling af nye koncepter
  • at afprøve egne koncepter for at styrke den troværdige dialog med statens arbejdspladser

 

SCKKs bestyrelse og udvalg er sammensat af arbejdsgivere og arbejdstagere på det statslige arbejdsmarked. At SCKK er arbejdstagernes og arbejdsgivernes fælles center giver en særlig indgangsvinkel ved SCKKs dialog på arbejdspladserne om arbejdet med kompetence- og kvalitetsudvikling.


(21 stemmer)

   

Navision (1984-2002)

Nomineret af Morten

I meget gamle dage var der et velrenomeret IT-firma, der hed Damgaard Data. Firmaet var med stort talent kommet frem på IT-baserede økonomiløsninger primært takket været de to brødre Erik og Preben Damgaard. Selskabet blev senere til en vellykket fusion - Navision.  Det skete sammen med andre innovative IT-folk som Torben Wind og Peter Bang samt Jesper Balser.

 

I 2002 havde Microsoft monitoreret successen længe nok og Microsoft Business Solutions købte således Navision for 11 milliarder kroner. Handlen gjorde de fem grundlæggere til milliardærer, hvortil yderligere kom et formodet tre-cifret millionbeløb, da Navision forinden var blevet børsnoteret. 

 

Navision er en nærmest udansk entreprenørindsats. At gå fra kr. 0 til kr. 11.000.000.000 på 18 år er imponerende og en ledelsesmæssige bedrift.


(7 stemmer)

   

Specialisterne: Autister laver IT-arbejde

Nomineret af Morten

Specialisterne anvender autismens karaktertræk til løsning af værdifulde opgaver for erhvervslivet på konkurrencemæssige vilkår. De ser muligheder frem for begrænsninger og skaber vindersituationer for erhvervslivet, personer med ASF og samfundet.

 

Specialisterne er mere end et almindeligt firma. Her blandes idealisme og forretning i en tro på, at begge elementer er lige vigtige for at opnå bæredygtighed. Virksomheden er etableret uden ekstern kapital i en tro på, at konceptet er så stærkt, at de fra starten vil kunne klare sig på markedsmæssige vilkår.

 

Ingen har gjort det før – så de har ikke kunnet læse sig frem til, hvordan man gør. Det har til gengæld betydet, at de ikke på noget tidspunkt har været bundet af, hvordan man plejer at gøre – de har haft frit spil til at tænke i nye baner.


(14 stemmer)

   

Jels Savværk som ejerledet virksomhed

Nomineret af Hannah Møller

Ejer: Thomas og Heidi Dinesen.

 

Forretningsgrundlag: Fremstilling og salg af plankegulve

 

Produkt: Høj kvalitets plankegulve

 

Kunder: High end af private kunder, erhvervsvirksomheder, institutioner, historiske bygninger m.v.

 

Markeder: World Wide Funktionsområder: forarbejdning, salg, montage og service.

 

Familieejet virksomhed, der har været i familiens eje siden 1898, og fra starten af dette århundrede med stor succes har gennemgået en forandring fra savværk til internationalt mærkevare virksomhed. Succes bunder i høj grad i ejernes passion for virksomheden, kvalitet og service. Hvilket konkret er kommet til udtryk i: fokus strategi, gennemføre de nødvendige investeringer og udlevet virksomhedens værdier i alle led. Strategiskiftet, der var første skridt til den nuværende succesen blev fortaget i år 2000.

 

Jels Savværk er i 2008 blevet kåret til region Syddanmarks ”Mest succesrige ejerledetvirksomhed”, og de er videre i finalen på landsplan.


(7 stemmer)

   

Dogme95 (1995-2002)

Nomineret af Christina C.

Dogme95 er en bevægelse inden for film, der blev udviklet i 1995 af de danske filminstruktører Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Kristian Levring, og Søren Kragh-Jacobsen.

 

Målet med dogmeidéen er at lade historien og skuespillet træde frem i modsætning til mediet. Lars von Trier og Thomas Vinterberg udviklede på dette grundlag ti "kyskhedsløfter" for Dogme95:

 

  • Optagelserne skal ske on location, kulisser og rekvisitter skal forefindes fra starten og må ikke placeres på stedet til optagelserne.
  • Lyden må aldrig produceres adskilt fra optagelserne. Musik er kun tilladt, hvis det spilles direkte under optagelserne, f.eks. i form af et bånd eller en plade, der kører mens scenen skydes.
  • Kameraet skal være håndholdt.
  • Filmen skal være i farver.
  • Speciel lyssætning er forbudt, men hvis der er for lidt lys til optagelserne kan man sætte en enkelt lampe på kameraet. Optiske filtre er forbudt.
  • Filmen må ikke indeholde overfladisk action, f.eks. er mord og våben forbudt.
  • Tidsmæssigt og geografisk må filmen ikke afvige i forhold til virkeligheden. Filmen skal ske her og nu.
  • Genrefilm er forbudt.
  • Filmformatet skal være Academy 35mm film.
  • Instruktøren må ikke krediteres.

 

Den første dogmefilm var Thomas Vinterbergs Festen (1998), herefter fulgte Lars von Triers Idioterne. Senere har mange andre instruktører skabt dogmefilm, f.eks. den amerikanske instruktør Harmony Korine, som lavede den første ikke-europæiske dogmefilm Julien Donkey-Boy.

 

Dogmesekretariatet lukkede i 2002. I alt 212 film er registreret som dogmefilm på Dogme95s website. Dogme var en stor ledelsesbedrift, idet den skabte dansk films seneste guldalder.


(10 stemmer)

   

Vejle Sygehus

Nomineret af Miki Lind

Vejle Sygehus er Danmarks bedste sygehus. Så kort kan det siges.

 

Et generelt højt niveau og topplaceringer inden for flere specialer sætter Vejle Sygehus øverst på listen over danske sygehuse. Vejle Sygehus er bedst i sin størrelse inden for specialerne onkologi, ortopædkirurgi, øre-næse-hals og oftalmologi.

 

Samtidig scorer sygehuset godt på forskellige kvalitetsmål for behandlingen og særligt højt på patienttilfredshed, hygiejne og tryghed ved udskrivelse.

 

Endelig er det landets mest produktive sygehus.


(7 stemmer)

   

Etablering og udvikling af Genmab (1999-)

Nomineret af Christian Steen Larsen

Da Genmab blev etableret i 1999 var der tre deltidsansatte, nemlig stifterne Lisa Drakeman, Jan van de Winkel og Claus J. Møller. I dag er der cirka 300. Værdien af selskabet var dengang 70 mio. kr. – i dag er markedsværdien 16 mia. kr. Der er flere forklaringer på Genmabs kraftige vækst.

 

»Fra start besluttede vi, at vi ikke bare skulle satse på et enkelt eller to små produkter, men derimod have en decideret pipeline. Og vi besluttede os for at satse på produkter og ikke på at udvikle en kompliceret teknologisk platform. Lisa Drakeman prægede selskabet med en meget amerikansk indstilling: Tænk stort,« fortæller Claus J. Møller.

 

Baggrunden for den stærke vækst ligger i meget høj grad i, at de tre stiftere alle har en forskellig baggrund, men at de har alle har en særdeles god forståelse for at arbejde med biologiske stoffer. Det har også været en fordel for Genmab, at firmaet er så opsplittet – noget som firmaet ellers er blevet kritiseret for. Claus J. Møller står for development-organisationen i København, Jan van de Winkel kører discoveryarbejdet i Utrecht i Holland, mens Lisa Drakeman står for investorrelations, business development og finance i Princeton, USA.

 

I modsætning til mange andre biotekselskaber har Genmab formået ikke alene at overleve, men at vokse kraftigt. Det skyldes bl.a. stifternes forskellighed, og at firmaet ikke satser på at opfinde ny bioteknologi, men derimod på at forbedre velafprøvet bioteknologi.


(6 stemmer)

   

Opbygningen af Powercom (1998-2001)

Nomineret af Christian Steen Larsen

Søren Støvring-Hallsson stod i spidsen for opbygningen af NESA's tele-fastnetvirksomhed Powercom fra 0 - 120 medarbejdere på 2 år.

 

I 2001 solgte Nesa Powercom til Telia for imponerende 1/2 mia dkk. Det er vækstledelse på allerhøjeste plan.


(4 stemmer)

   

Bestseller 1975-

Nomineret af Ole Have Jørgensen

Fra 1 butik i Danmark i 1975 til 4100 butikker i 41 lande i 2008 med 39.000 ansatte taler sit tydelige sprog om en fantastisk udviklingsproces.

 

Allerede ved virksomhedens stiftelse i 1975 formuleredes den vision om ”En verden – En filosofi – En familie”, som sammen med de 10 grundholdninger har været bærende for virksomhedens udvikling. Eller rettere virksomhederne, for under Bestsellernavnet findes 10 forskellige brands, som er kommet til verden i perioden 1986-2007. Sammen med BS Studio, BS Architects, De 5 Gårde, CSR Capital og Bestsellerfonden viser det billedet af en virksomhed præget at et helt usædvanlig entrepreneurship, hvor påpasselighed og forretningsmæssig omhu er gået hånd i hånd med fremsynet dristighed (tidligt Kina, senest Mellemøsten) og en tro på, at alt er muligt.

 

Udviklingen tager udgangspunkt i Troels Holch Povlsens personlige dynamik, iderigdom og umådelige flid, kombineret med evnen til at finde og udvikle talentfulde medarbejdere og partnere, og virksomhedens resultater udtrykker den lykkelige symbiose mellem ledelsens energi og de mange medarbejderes indsats.


(8 stemmer)

   

Side 1 af 3

<< Første < Forrige 1 2 3 Næste > Sidste >>

Mandag Morgen   Valkendorfsgade 13    Postbox 1127   1009 København K   Tlf. +45 3393 9323   Fax +45 3314 1394