
Vækstvirksomheden Kamstrup (1946-)
Nomineret af Christian Steen Larsen
Virksomheden blev grundlagt i 1946 som producent af mekanisk måleudstyr til temperatur og tryk til anvendelse i industrien generelt, og specielt inden for mejerisektoren. Fra slutningen af 50’erne påbegyndte Kamstrup produktion af mekaniske energimålere til fjernvarme. Det var en finmekanisk virksomhed, og det var den bedste lærerplads for finmekanikere i Århus. Igennem 70’erne og 80’erne tog elektronikken over inden for hovedområderne og de første 40 år af virksomhedens tilværelse var Danmark langt det væsentligste marked.
Efter stifterens død i 1990 solgte familien Kamstrup til OK a.m.b.a. – det var en væsentlig milestone i virksomhedens historie. I starten af 90erne blev det mekaniske produktprogram afviklet, samtidig med fokus blev rettet mod eksport – ud fra den betragtning at det var dér væksten skulle hentes. I ’95 opdelte man virksomheden i to divisioner – en for energimålere til fjernvarme og gas og en for procesmarkedet. Procesdivisionen blev frasolgt i ’99 til den schweiziske Haenni gruppe, der i dag hedder Bourdon-Haenni. Samtidig introducerede energidivisionen et program af elektroniske elmålere, som et nyt forretningsområde.
Igennem ’90erne kom der et markant skifte fra at være meget produktionsorienteret til at være markedsdrevet. Det afspejlede sig i et markant skifte i antal ansatte – hvor der i starten af ’90erne var ca. 15 mand i salg/service er der i dag ca. 100 i de direkte kunderettede funktioner. Samtidig har automatisering og underleverandøranvendelse mindsket antallet af ansatte i direkte produktion. Kulturen er samtidig udviklet markant i retning af selvledelse og stor frihed for den enkelte medarbejder - et træk der gør det nemt for virksomheden at tiltrække og fastholde arbejdskraft.


















