Rockwools hollandske topchef: Danske ledere er konfliktsky
Rockwool er en af de få store danske koncerner, der har en udenlandsk topchef. Det er den 52-årige hollænder Eelco van Heel, der siden 2004 har bestridt topposten i Rockwool-gruppen.Ugebrevet Mandag Morgen har spurgt ham om hans syn på ledelse og ledere i Danmark.
“Der er nogle egenskaber ved den danske folkesjæl, som afspejler sig i mange forhold, inklusive ledelsesstilen. Både i Holland og i Danmark er der en konsensusstil, men forskellen er, at i Holland er man ikke bange for at tage nogle ordentlige konflikter, stå og råbe og skrige af hinanden og drikke en øl bagefter, når problemet er løst. I Danmark bliver man derimod ved med at drikke den øl, men man løser ikke problemet, fordi man undgår konflikten. Da jeg kom til Danmark og fik mine første job, blev jeg skældt ud for, at jeg var aggressiv, søgte konflikter og var arrogant. Der er stadig nogle i min kreds, der synes, at jeg er lidt for aggressiv og lidt for konfliktsøgende. Hvis jeg synes, at tingene glider videre uden at blive løst, kan jeg godt finde på at skyde en pil af sted og skabe en konflikt, for så bliver der pludselig skabt en masse energi. Det bringer problemerne åbent frem, og så er det lettere at få taget en beslutning.”
Har du som topchef været i stand til at skabe en kultur i virksomheden, hvor medarbejderne ikke er bange for konflikter?
“Det vigtigste for mig er, at folk ikke er bange. Da jeg var i De Danske Sukkerfabrikker, havde jeg en chef, som man aldrig vidste, hvor stod. Det var management by terror, og det var det frygteligste, jeg har oplevet. Man vidste ikke, hvad der ville ske de næste 30 minutter eller i morgen. Hvis man som leder skaber frygt, er man galt på den. Vi har et meget vigtigt princip i Rockwool, og det er et principle of leadership, hvor folk kun har en chef at referere til. Jeg har otte referencer, der kalder mig deres chef, og så har jeg 7.993, der er i stabsrelation til mig, men som jeg ikke kan instruere om noget som helst. Så jeg skal passe utrolig meget på, hvor jeg smider mine tændstikker, for jeg har kun otte referencer, og resten kan sige, at de er ligeglade og henvise til deres egen chef.”
(Teksten er et uddrag af artiklen ”Rockwools hollandske topchef: Danske ledere er konfliktsky” fra MM07/2008)

Bent Erik Larsen
mener:
| Jeg er til dels enig i at vi i Danmark har svært ved at få fisken på bordet og få løst problemerne - vi tager enten ikke fat i de egentlige problemer eller venter for lang tid med at gøre det. Årsagen kan måske findes i at der er lidt berøringsangst med at stille krav til medarbejderne grundet jobmarkedet i Danmark, men min erfaring er at hvis man tager problemerne som de opstår får man mere tilfredse medarbejdere sålænge at man går efter bolden og ikke personen. |



















